Langt mægtigere bjerge

Det danske landskabsmaleri har en mere end 250 år lang historie, hvor hver generation af malere har set og opfattet naturen med deres øjne, deres optik. Derfor har vores landskabsmaleri siden midten af 1700-tallet været i en evig udvikling. Vor tid har også sine landskabsmalere, der motivisk bruger naturen til at fortælle en historie om vores samtid. Mange af de yngre kunstnere skildrer især naturen gennem video og fotografi, da det giver nye muligheder for at eksperimentere med de visuelle virkemidler. Blandt de ganske få danske billedkunstnere fra den helt unge generation, der maler landskabsbilleder og som instinktivt føler sig draget af naturen, helst i sin mest storslåede, rene form er Bjørn Pierri Enevoldsen. Med et romantisk sindelag maler han med sans for landskabets drama, dets kompleksitet og detaljerigdom.

Det er de rå og uberørte bjerglandskaber, der fascinerer Bjørn Pierri Enevoldsen. Den vilde, jomfruelige natur i ufremkommelige højder har inspireret ham til en serie malerier af vertikale landskaber, hvor alene højderne kan give sug i maven. Først for nylig stiftede Bjørn Pierri Enevoldsen bekendtskab med Grønland og det fik afgørende betydning for hans seneste malerier. Mødet med det storslåede, arktiske landskab med stejle fjelde mod en isblå himmel blev en kunstnerisk udfordring for Bjørn Pierri Enevoldsen, der resulterede i en serie billeder, som viser en sjælden dramatisk naturopfattelse, der fuldt ud genkalder Kants ord om den sublime følelse, der kun kan opnås, når man står overfor det formløse, det ikke målbare, det der ikke kan syntetiseres i sanserne. For Bjørn Pierri Enevoldsen opstår det sublime ikke blot i oplevelsen af det formløse, det grænseløse, men også på baggrund af den overdrevne klarhed, som disse bjerglandskaber afslører. Det stærke sollys får de tindrende, hvide bjergtinder på malerierne til at synes lige langt væk, hvilket giver en følelse af at stå overfor det uendelige rum - kosmos om man vil.

Bjørn Pierri Enevoldsen har med sine storladne bjergbilleder bevidst søgt en uberørt natur, der ikke på nogen måde har været i kontakt med civilisationen end ikke med de store ekspeditioner, som bl.a. kendes fra Thorkild Hansens eventyrlige bog om Jens Munk og hans bedrifter i det arktiske, hvor der indledningsvis står: ”Udenfor begyndte det sædvanlige aftensceneri. Isskruningerne deltes op i gyldne og mørkviolette flader. Sneen blaanede. Vinteren varede ved. Man skulde tro, den efterhaanden var en hel Aarstid for sent paa det…” Hos Jens Munk såvel som hos Bjørn Pierri Enevoldsen forekommer det arktiske landskab som råt og utilnærmeligt, som en urnatur, der med sin kølige kolorit tegner de skarpe konturer op mod den blå himmel.

Violette, rosa og turkise farver fra solen underbygger det dramatiske i Bjørn Pierri Enevoldsens bjerglandskaber. Voldsomt og instinktivt føles menneskets lidenhed og magtesløshed overfor de gigantiske isbjerge og kælvende gletschere. Det uendeligt store i malerierne giver et indtryk af en maler med lige dele mod og ydmyghed. Flot er det her i det 21. århundrede at turde tage traditionen op fra det romantiske landskabsmaleris mestre og søge langt mægtigere bjerge end mange andre af samtidens malere.

Bente Scavenius

[ til top ]