|
Katalogtekst til "In Search of the 4th dimension"
udstillingen,
Galleri Andersen & Jul, AAlborg og Gentofte Kunstbibliotek,
Hellerup 1999.
In Search of the 4th dimension
Rød/Grøn. I 3D-oplevelsen træder verden frem.
Illusionen optræder håndgribelig og fremfor alt ægte.
Kunst kan være oplevelsen af, at verden træder frem.
I en ny dimension, der retfærdiggør værkets tilstedeværelse
som ægte.
Den kunstneriske skabelsesproces, som det sted hvor form og stof,
værk og proces grænser op mod hinanden, er også
det sted, hvor kunstnerens søgen begynder. Lysten til at
skabe er drevet af menneskets mellemværende med verden i et
forsøg på at få virkeligheden til at hænge
sammen i en meningsfuld enhed. Som en reaktion på en eksistentiel
blindgyde eller en uoverensstemmelse med den omgivende realitet
forsøger kunstneren at destillere et billede af virkeligheden.
Bjørn Pierri Enevoldsens billedserie In search of the 4th
dimension er en række malerier, der tematiserer deres egen
konstruktion. De undersøger, hvad det vil sige at skabe.
Men ikke udelukkende i kunstnerisk forstand. Bjørn Pierri
Enevoldsen gør sine undersøgelser til et kollektivt
forehavende, idet billedserien som fragmenter af en fortsat fortælling,
handler om det moderne menneskes søgen efter en yderligere
dimension i tilværelsen.
Omdrejningspunktet for malerierne er en mand, der ligner kunstneren
til forveksling. Udstyret med et par 3D-briller følger man
kunstnerfiguren i forskellige udforskende handlinger. Enevoldsens
intention er netop at indsætte 3D-brillerne som symbol på
denne søgen efter en anden og dybereliggende dimension.
3D-brillernes rød/grønne filter muliggør, i
overført betydning, en videnskabelig distance til den virkelighed,
der er genstand for kunstnerens undersøgelse.
Selve udforskningen spænder over så forskellige områder
som nyhedsmedier, naturfænomener, adrenalinsport og kunst.
Alle undersøgelsesfelter har dog det tilfælles, at
de alle er omgærdet af en ideel forestilling om, at netop
disse må indeholde det eftertragtede grundlag for ny erkendelse.
Ved at anvende 3D-brillerne som et gennemgående motiv udpeger
Enevoldsen umiddelbart synet som den sans, der kan give adgang til
større indsigt.
Dermed bekræfter malerierne i første omgang en udbredt
opfattelse af, at synet fremfor andre sanser skulle være specielt
forbundet med fornuft og rationel erkendelse. Enevoldsens kunstnerfigur
undersøger virkeligheden udefra, med øjnene. Han skal
have syn for sagn. Denne tilsyneladende accept af synets overherredømme
skinner også igennem på det formelle plan i selve malestilen.
Alting er for det meste afklaret i sin form og lægges tydeligt
og forståeligt frem for beskueren. Enkle kompositioner koncentrerer
budskabet om det absolut vigtigste. Maleriernes syntetisk rendyrkede
farveholdning, som bæres af stærke kontraster fremfor
sarte mellemtoner munder ud i en stiliseret naturalisme, der forstærker
den distance til virkeligheden, som 3D-brillerne symboliserer. Serien
er i sig selv en række udsnit af virkeligheden, der for beskueren
fremstår i technicolor, som om de ses gennem et særligt
farveforstærkende filter. På det konkrete plan derimod
er 3D-brillerne direkte hæmmende for synet, når de som
her bruges på en ikke dertil indrettet virkelighed. Serien
er således på paradoksal vis også et udtryk for
synets utilstrækkelighed som erkendelsesredskab.
Manden med 3D-brillerne bliver hele tiden sat i spil som et tegn,
hvis betydning omskrives afhængig af den sammenhæng
han optræder i. I et af seriens malerier tematiseres skabelsen
helt konkret som en begivenhed. Maleren portrætteres i det
mytologiske skabelsesøjeblik; i det spektakulære moment,
hvor han sætter sine første spor på det hvide
lærred. På maleriet sidder kunstneren foran et tomt
lærred, der står i skrigende kontrast til et visuelt
mylder af arbejdstegninger, pensler, tuber med maling, fotografier,
udklip, slikpapir og colaflasker. Det magiske øjeblik understreges
af lærredets insisterende hvidhed som det sted, hvor maleriet
males forfra og på et helt blankt lærred. Hver gang.
En anden henvisning til den forestående skabelse ligger i
selve malerens placering foran det tomme lærred. Hans overkrop
falder nøjagtig indenfor rammerne af lærredet, der
ud over sin uberørte karakter kommer til at fungere som et
portræt af maleren i selve skabelsesøjeblikket, som
en art prædestination af et kommende motiv.
Ved at gengive dette feticherede øjeblik indgår maleriet
i en hel genre af maleriske, fotografiske og filmiske "dokumentationer"
af en kunstner i aktion foran sit lærred. Denne genres til
tider overdrevne fokusering på værkets tilblivelse hænger
sammen med en sejlivet illusion om, at blot det at være vidne
til selve skabelsen automatisk bidrager til en større forståelse
af det færdige værk, for slet ikke at tale om adgangen
til den kunstneriske personlighed bag. Apropos synets påståede
tætte forbindelse til intellektet er dette udtryk for en kunstopfattelse,
der blindt overser eller bevidst negligerer malerens konceptuelle
overvejelser; de tanker, der angiveligt må været gået
forud for det synlige resultat.
Enevoldsen bryder dog med genren på et vigtigt punkt. Han
lægger ikke skjul på, at han ved, han bliver iagttaget,
men konfronterer beskueren, der som de øvrige motiver underlægges
malerens 3D-syn. Ved at henvende sig til publikum på netop
dette tidspunkt i processen lægger han på sin vis det
kunstneriske ansvar over på beskueren. Det bliver beskuerens
egen opgave at udfylde det vakuum af inspiration, som kunstneren
giver udtryk for. Som et selvportræt er det maleren selv,
der enerådigt bestemmer, hvordan han vil præsentere
sine arbejdsomgivelser og dermed sin kunst og kunstopfattelse.
I selvsamme maleri har Enevoldsen, som billeder i billedet, gentaget
et udsnit af seriens øvrige malerier. Denne gentagelse af
billeder som på forhånd er fanget ind i repræsentationer,
henviser til det formerende princip i produktionen af billeder.
Alt i maleriet har på denne måde karakter af re-produktion.
Enevoldsen kommenterer herved en konstruktion og et forløb
ved at forudsige de enkelte værkers eksistens. Han optræder
som iscenesætter, som den, der bogstaveligt holder handlingstråden
i sin hånd. Han bliver sin egen beskuer, idet han styrer kunstneren
på lærredet, ved at indsætte ham som aktør
i forskellige eksistentielle roller. F.eks som i to af seriens andre
malerier, hvor Enevoldsen på humoristisk vis har forsøgt
at gennemtrænge andre kunstneres bevidsthed. I dette tilfælde
Baselitz og Beuys. Han har momentant vovet det eksperiment at se
med andres øjne i forsøget på at finde den fraværende
form. Disse malerier er blot endnu et spor i Enevoldsens flere-dimensionale
projekt.
Til højre for det hvide lærred står et færdigt
maleri, der viser kunstneren med 3D-briller stående mellem
to staffelier udstyret med et henholdsvis grønt og rødt
maleri. Maleriet har samme effekt som et spejlbillede. Det bliver
et perspektiv af gentagelser, hvor motivet gentager sig selv som
i en uendelig spejlkorridor, hvor den samme røde og grønne
pensel løftes igen og igen og hvor kunstneren som centrum
i en symmetrisk fordobling af staffelier er den samme hele vejen
ind i perspektivets forsvindingspunkt. Her er det mere specifikt
maleakten som udtryk for kunstnerens eksistentielle vilkår,
der har haft Enevoldsens interesse. Maleakten kommer til at fremstå
som en rutineorienteret gestus og kunstneren som en maskinel og
desillusioneret mekanisme, der i apatisk blindhed synes at føde
billeder af egen drift. Gentagelsen bliver her et billede på
forfladigelsen af maleriets værdi som erkendelsesgrundlag
og som betydningsskaber. Maleriet er på den måde en
kommentar til den i kunstneren indlejrede tvivl i forhold til sin
egen metier. Enevoldsen spiller ironien og alvoren ud mod hinanden
i dette udsagn om det evige kredsløb mellem illusion og desillusion
som kunstneren, eller mennesket for den sags skyld, er del af. I
den desillusionerede tilstand tror mennesket sig fri fra illusionen,
men ligger stadig under for den kynisme, der følger desillusioneringen.
Bevidstheden om at verden ikke ser ud som man oprindeligt havde
forestillet sig er blot et andet udtryk for, at man stadig er fanget
i illusionerne.
Man kan sige at Bjørn Pierri Enevoldsen gør tvivlen
til et kollektivt problem. Tvivlen om hvordan tolkningen af verden
skal finde sted. Han sætter fokus på menneskets fortsatte
søgen og forsøger at give et svar på om længslen
efter forandringer er et spørgsmål om tilbagelæggelse
af afstande, af andre virkeligheder eller af et andet liv; om forandringer
er ensbetydende med at vi er på vej nogen steder hen, eller
om de blot udspiller sig i vores kroppe og i vores hoveder.
Lotte Møller og Christina Stenka Hellfach
[ til top ]
|
|